Det er uden dokumentation, når Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, i Politiken hævder, at den nuværende lovgivning om underretninger virker. Og sågar efterspørger flere underretninger.
For at vide om lovgivningen virker har vi brug for svar på følgende spørgsmål: Hvor mange underretninger fører til en tidligere opsporing af svigtede børn? Hvilken opfølgningsaktivitet fører underretningen til? Hvor mange børn har fået bedre opvækstvilkår som resultat af denne opfølgningsaktivitet? Hvor mange underretninger viser sig grundløse? Hvilken hjælp får de børn, der bliver trukket igennem et sagsforløb, der begyndte med en grundløs underretning?
Ingen af disse spørgsmål er besvaret - heller ikke i rapporten Svigt af børn i Danmark – status 2020, som Børns Vilkår netop har publiceret med støtte fra Trygfonden. Der er masser af tal om forskellige former for svigt dels i hjemmet, dels fra myndigheder og institutioner og dels fra det omgivende samfund, men intet om sammenhængen mellem tal og lovgivning. INTET. I afsnittet om underretninger kommer den påstand, at en underretning kan være en redningskrans for et barn udsat for fysisk og psykisk vold. Det er sikkert rigtigt, men det modsatte kan også være tilfældet, at en underretning kan være en ulykke for et barn. Som jeg beskriver i min kronik i Politiken, udsættes børn for uforståelige, nedgørende og krænkende forhør fra fremmede myndighedspersoner fra kommunen. Jeg går ud fra, at Børns Vilkår interesserer sig for alle børn og dermed bliver bekymret, hvis det viser sig, at loven fører til systemovergreb på børn. Men nej, Børns Vilkår nævner slet ikke de mange grundløse underretninger. En belysning heraf kan vi imidlertid finde i Ankestyrelsens underretningsstatistik fra 2015. I dele af 2014 og 2015 skulle kommunerne indberette nøgleoplysninger om antal underretninger, hvem der underretter, hvad der underrettes om, og hvilke opfølgningsaktiviteter kommunerne iværksætter. Kortlægningen viste sig vanskelig, da mange kommuners indberetninger var mangelfulde – især hvad angår opfølgningsaktiviteter. Statistikken viste, at 30 % af sagerne blev lagt ned, da underretningen var grundløs. Der står ikke noget om, hvor lang tid det tog, før kommunen kunne foretage denne vurdering. Det kunne måske være i orden med 30 % grundløse underretninger, hvis børn og forældre oplevede kommunens afklaringsproces som respektfuld. Det gør de ikke. I 33 % foretog kommunen sig ikke yderligere, da der allerede var gang i en proces. I 2015 var der således 63 % af underretningerne, der enten var grundløse eller overflødige. 14 % af underretningerne førte til en børnefaglig undersøgelse og 6 % til en henvisning til konsulentbistand eller rådgivning. Hvor mange af disse børn har fået et bedre liv? Det ved vi heller ikke. Opgaven med underretningsstatistik overgik i 2016 til Danmarks Statistik, hvorefter den kun omfatter antal underretninger og fordeling på køn og alder. Oplysninger om opfølgningsaktivitet skal kommunerne underligt nok ikke længere indberette, så også her er vi på tynd is. Vi ved derfor ikke, om tallet på 63 % har ændret sig. Men vi ved, at antallet af underretninger er steget voldsomt fra 97.000 i 2015 til 127.182 i 2018. Vi ved også, at fristerne for sagsbehandling i mange tilfælde ikke overholdes, hvilket betyder, at den proces, hvor et barn trækkes igennem krænkende samtaler forlænges. Vi ved, at barnets stemme ikke bliver hørt i halvdelen af sagerne. Der er ingen dokumentation for, at loven fører til tidligere opsporing, men tværtimod meget, der tyder på, at den krænker mange børns ret til beskyttelse, trivsel og udvikling. Derfor skal loven laves om, og det ville være en værdig opgave for Børns Vilkår at stå i spidsen herfor. Jeg har mange forslag fx disse: Der skal stilles krav til lødigheden i en underretning, så den ikke blot er baseret på mavefornemmelser og tilfældige udsagn taget ud af kontekst. Der skal være krav om kollegial drøftelse på skolen eller i daginstitutionen og samtale med forældrene, inden en underretning sendes. Muligheden for anonym underretning skal fjernes. Truslen om fængselsstraf til pædagog- og skoleledere skal fjernes. Vi har at gøre med et system, der er gået i selvsving med større arbejdspres for sagsbehandlerne, øget mistænkeliggørelse af forældre, krænkende samtaler med børn og ringere muligheder for et godt samarbejde mellem skole og familier. Det dårligste argument, jeg har hørt, er følgende ”Hellere 10 underretninger for meget end én for lidt”. Altså hellere 10 grundløse underretninger for meget, end én berettiget for lidt. For det første ved vi ikke, hvor mange underretninger der faktisk fører til tidligere opsporing, og for det andet, er det helt uansvarligt med åbne øjne at udsætte børn og forældre for krænkende processer, der fører til mistrivsel. Denne lov hviler på så tynd is, at den er ved at briste. Nu er det på tide at blive klogere: Lov og praksis skal laves om.
Comments